FDF SULDRUP

Vi skaber rammerne – DU skaber oplevelserne

Vores opgave hos FDF i Suldrup er at sætte rammerne for at udvikle, udfordre, skabe fællesskab, skabe tillid og skabe selvværd for børn og unge. Men det er børnene og de unge, der selv skaber oplevelserne og går det sidste stykke. Vi hjælper dem bare på vej!

Hvad er FDF?

FDF er en frivillig børne- og ungdomsorganisation, der arbejder på at give dem en indholdsrig fritidsaktivitet.

FDF består af ca. 400 lokale kredse spredt over hele landet. I hver kreds står voksne og frivillige ledere klar til at give børn og unge oplevelser, der gør dem i stand til at begå sig i et fællesskab – med tillid til sig selv og respekt for andre.

I FDF oplever børn og unge, at personlige grænser bedst overskrides i fællesskab, og sammenholdet med andre styrkes, når de klarer udfordringer sammen. Dét er kvaliteter, som er afgørende for deres udvikling mod voksenlivet.

Legen er central i FDF, fordi det er en aktivitetsform, der kan rumme ALLE. Børn og unge udforsker deres kreativitet gennem leg, og det er afgørende for os, at børnene og de unge bevarer evnen til at se verden fra de skæve vinkler. Lige netop dét mener vi, at den kreative udfoldelse i leg hjælper med til.

Vi leger gerne i vores dejlige kredshus og anlægget omkring, men også rundt i byen. Men helst i det fri. Naturen er vores legeplads, og hver årstid byder på muligheder og oplevelser.

 

FDF giver børn og unge et ståsted at møde verden fra

 

For yderligere information, gå til vores hjemmeside eller download vores folder, hvor vi har samlet de væsentligste informationer: www.fdf.dk/suldrup.

Ellers er du mere end velkommen til at kigge forbi vores kredshus i anlægget alle onsdage mellem kl. 17.30 og 19.00.